Ebbe Lautrup
Servicer
Netværk
Nyheder
Arkiv
Herambsgade 7
8200 Århus N
Tlf.:  8619 5715
        2425 5722

webdesign:
eksplicit

Arkiv - Artikel til internt magasin, Os imellem, Royal Unibrew A/S

Webteam brygger på nye ideer

Af Ebbe Lautrup

“Hvordan er det nu lige, det Danmarkskort skal se ud, og kan man vinde mere end én gang på skrabespillet?”

Multimediedesigner Henrik Dahlbom Nielsen på Ceres i Århus får nye detaljer over telefonen i forbindelse med Bryggerigruppens sponsorat af Bilka Sports Cup.

I den anden ende i Faxe sidder ansvarlig for Bryggerigruppens website Jørgen Zangenberg og leverer brændstof til Henriks hjerne. Nu skal de sidste brikker i kampagnen på plads.

Faxe Kondi har opfordret unge ved Bilkas varehuse landet over til at vise, hvad de dur til med en basket- eller fodbold. Og det skal selvfølgelig være at se på både Bryggerigruppens og Faxe Kondis hjemmesider.

Lille team – store udfordringer

Det er ikke et 11 mandshold – eller bare et syvmands, der dagligt er på banen for at få alle Bryggerigruppens forskellige hjemmesider i mål. Holdet – teamet er måske et bedre udtryk – består af seks medarbejdere, hvoraf en er grafikerelev, en anden webpraktikant og en tredje programmør på deltid. Alle er travlt optaget med ideer og indfald, der kan gøre Bryggerigruppens hjemmesider bedre og evigt aktuelle samtidig med, at ny sites er få klik fra at gå i luften. Cirka 30 er i spil og vedligeholdes løbende med hensyn til design, indhold og funktionalitet.

I Århus sidder Henrik Dahlbom Nielsen sammen med Ebbe Lautrup. I Faxe huserer webansvarlig Jørgen Zangenberg, der startede alene på banen som webudvikler i 1997. Sammen med grafikerelev Susanne Andersen arbejder også Thomas Martinsen og Lars Bøgh. Begge er programmører med fingrende begravet i mærkelige koder. Thomas er på fuld tid og får assistance af Lars, der som hovedopgave har ansvaret for vores depotsystem.

Ny Royal øl på nettet

Et eksempel på webteamets arbejde er lanceringen af to nye øl: Royal Pilsner og Royal Classic. Til dette formål er udviklet et specielt Royal-site; www.royalbeer.dk. Siden, der løbende finpudses, skal sammen med en landsdækkende kampagne i aviser og tv bringe Royal endnu mere i offensiven. Andre eksempler er www.heineken.dk og www.kondi.dk. Sites, webteamet har bygget op fra bunden, med udvikling af spil, konkurrencer, chat og meget mere.

” I stedet for at bruge et bureau ude i byen klarer vi selv opgaverne. Det betyder, vi kan gøre tingene til en væsentlig mere attraktiv pris”, fortæller Jørgen Zangenberg.

Fremtiden byder på en stribe nye projekter. I flæng kan nævnes opdatering og redesign af Mirinda-, Pepsi- og Royal-sidderne.

ARKIV FORSIDE